Hjertelægens bekendelser

Videnskabelig svindel har skabt en epidemi af fedme og sukkersyge. Konsekvenserne overstiger enhver anden historisk epidemi, hvad angår dødelighed, menneskelig lidelse og alvorlige økonomiske konsekvenser.

Artikel af dr. Dwight Lundell
23-03-2012 10:12

Vi læger med al vores uddannelse, viden og autoritet får ofte et temmeligt stort ego, der har en tendens til at gøre det svært at indrømme, at vi har taget fejl. Så her er Det.

Jeg indrømmer åbent, at jeg har taget fejl. Som hjertekirurg med 25 års erfaring og mere end 5.000 udførte indgreb, er dette dagen, hvor jeg med lægelige og videnskabelige fakta retter op på en fejltagelse.

Jeg har i mange år arbejdet sammen med andre ledende specialister, også kaldet „opinionsdannere“. Vi opinionsdannere bliver hele tiden bombarderet med videnskabelig litteratur og deltager løbende i uddannelses-seminarer, og vi har i mange år insisteret på, at hjertelidelser ene og alene var et resultat af forhøjet kolesterol i blodet.

Den eneste accepterede terapi var at udskrive medicin til sænkning af kolesteroltallet, samt at anbefale en kost, der var yderst lav på fedt. Vi insisterede selvfølgelig på, at det sidstnævnte ville sænke kolesteroltallet og derfor forekomsten af hjertelidelser.

Afvigelser fra disse anbefalinger blev betragtet som kætterisk opførsel, og kunne meget muligt resultere i at man blev anklaget for lægefejl.

Det virker ikke!

Disse anbefalinger kan ikke længere forsvares – hverken videnskabeligt eller moralsk. Den blot få år gamle opdagelse om, at betændelse i væggene i blodkarrene er den virkelige årsag til hjertelidelser, fører os mod et paradigmeskift i, hvordan hjertelidelser og andre kroniske sygdomme vil blive behandlet fremover.